23948sdkhjf

Eksklusive flasker sikrer rekordregnskab hos nordjyske vinkøbmænd

Den nordjyske RareWine Group, der er blandt verdens største inden for handel med og investering i dyre og eksklusive vine, har offentliggjort koncernens hidtil bedste regnskab.

Koncernregnskabet for selskaberne i RareWine Group, der tæller RareWine Trading, RareWine Invest og Nordic Freeport, viser en rekordomsætning for 2020/21 på 690 millioner kroner og en bundlinje på 33,5 millioner før skat.

Til sammenligning var omsætningen i 2019/20 på 434 millioner kroner, så der er tale om en stigning på næsten 60 procent.

- Med det solide fundament, som vi har skabt, er vi nu godt rustet til at investere i fremtiden. Trods store investeringer i lagerfaciliteter, sikkerhed, automatisering og digitalisering i de seneste par år, kommer vi også til at kigge ind i store investeringer i det kommende år for at cementere vores position i markedet, konstaterer RareWine Groups direktør og stifter, Rasmus Nielsen.

RareWine Group håndterer alt fra indkøb til salg gennem handelsforretningen RareWine Trading. Investeringsselskabet RareWine Invest hjælper private og professionelle investorer fra alle kontinenter med investering i vin.

Desuden tager koncernen sig af opbevaring og logistik, hvilket sker på Nordic Freeport, som er EUs eneste toldoplag, hvor private og professionelle kan opbevare vin og spiritus uden told, moms og afgift.

Pensionsmidler som nyt ben

- Corona-pandemien har i den grad sat sit præg på markedet, og det forgange regnskabsår er positivt påvirket heraf. Vi er enormt stolte af den indtjening,vi har præsteret, men vi er også opmærksomme på, at markedet sandsynligvis bliver gradvist normaliseret igen
efter et vildt år med corona.

- Derfor skal vi forsat fokusere på at styrke vores tilstedeværelse i markedet og hæve serviceniveauet for især alle vininvestorerne gennem lokale kontorer på strategisk udvalgte steder i Europa. Derudover forventer vi også at komme i markedet med et nyt produkt, der gør det muligt at investere i vin gennem pensionsmidler, afslører Mads Jensen, der varetager store dele af den daglige drift i selskaberne.

Han forudser en tilbagevenden til normaltilstande i løbet af indeværende regnskabsår.

Koncernen tæller godt 50 ansatte fordelt på tre lokationer i henholdsvis Vester Hassing, Aalborg og senest Stockholm, hvor RareWine Invest åbnede kontor i marts.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079